

Hvad kan man bruge Facebook til i sin virksomheds markedsføring
- og nytter det overhovedet noget? Det var nogle af de emner vi diskuterede,
da vi var samlet til netværksmøde i februar.
Sanne introducerede os til nogle af mulighederne på Facebook og fortalte om,
hvorfor det er vigtigt at lægge en strategi for sin tilstedeværelse her - og
på andre sociale medier. Har du input til diskussionen er du velkommen til
at kommentere på vores Facebook side.

I november mødtes vi til julehygge hos Trip Trap i Aalborg.
Det var en rigtigt hyggelig aften i godt selskab! Endnu aften i netværkets
tegn, hvor vi havde fokus på at lære hinanden bedre at kende - og det er jo
netop forudsætningen for at kunne bruge hinanden - og hinandens netværk.
Tusind tak til Gitte Rønnest, Trip Trap som lagde rammer til en super aften.

Torsdag d. 1. november mødtes vi hos Sydbank til foredrag med Pernille
Ravn. Det var en meget inspirerende aften, hvor temaet var "Få modet
til at gøre en forskel!" Efter foredraget var der tid til at netværke
blandt de mange, der var mødt op denne aften.

I oktober havde vi en velbesøgt netværksaften med daglig leder af DGI huset
Carina Husum som gæsteværtinde. Nordkraft er et spændende kultur mekka,
og et spændende DGI hus med diverse motions muligheder.
Men også et sted med utallige muligheder for afholdelse af diverse arrangementer.
Og ikke mindst en grøn cafe som også leverede mad og drikkevarer til vores
arrangement. Vi takker for husly og vender gerne tilbage i det nye år.

I september var vi på NOVI hvor Direktør Henrik Lind fra Cadskolen var vært.
Vi fik på denne aften et indblik i "salgsteknikkens" finesser og udfordringer.
En lærerig aften som er blevet diskuteret flere gange siden, så måske der er
grundlag for en udvidet gentagelse.

Qompetences sommerarrangement blev i år holdt i Hjortdal.
Vi begyndte aftenen hos Nordisk Brænderi, hvor vi fik en spændende rundvisning
og smagte på de forskellige snapse.

Brænderiet ejes af Anders Bilgram, og han fortalte både om snapsene og om, hvordan de bliver til.

Efter rundvisningen tog vi videre til Feriecenter Slettestrand, hvor vi spiste
en lækker buffet. Det var en meget hyggelig aften, hvor der blev netværket flittigt.

Rigtig mange interesserede ”qvinder” var mødt op, da Qompetence og Danske
Bank i Algade inviterede indenfor til mode- og pensionsmøde.
Vi fik et godt indblik i, hvorfor det er vigtigt at få gennemgået sin pension. Især er det relevant, når man for eksempel bliver gift, får børn eller bliver enlig, men samtidig er det nødvendigt at være på forkant med pensionsområdet – f.eks. hvis man skulle komme ud for en skilsmisse.

I mange parforhold er det manden, der sidder med det økonomiske overblik.
Og det kan i høj grad få konsekvenser for kvinden, hvis parret bliver skilt. Her
er det vigtigt at have oprettet en ægtepagt, der sikrer, at manden ikke forsvinder med det meste af pensionen ved skilsmisse. I mange tilfælde har kvinden måske taget sig af tingene på hjemmefronten, når børnene var små, mens manden har passet sin karriere.

Efter de gode råd om pension viste butikken Vangsgaard Women sammen med
sine modeller lidt af det modetøj, der er aktuelt i den kommende højtid, mens der var små overraskelser i form af vareprøver og en frisk konkurrence.
I løbet af aftenen bød Danske Bank på lidt at spise og drikke, hvilket vi naturligvis nød med stor glæde - stor tak til banken og Vangsgaard Women!


STIL var temaet, men det kunne også have heddet "40, fræk og forførende"
- det kan lade sig gøre!
En smuk høj rødhåret københavnerinde landede i Aalborg, og for en aften gav Christina Wedel kærlige indspark til Qompetence-pigerne om negle, hår, makeup
og tøj. Alle kunne vi lære et og andet og lade os inspirere.

Arrangementet var flot besøgt af vores medlemmer, men også en del nye gæster havde fundet vej. Aftenen foregik i hyggelige lokaler med udsøgt mad hos SanGiovanni på Vesterbro i Aalborg.


25 interesserede og spørgelystne kvinder mødte op på DR Nordjylland den 12. september til spændende foredrag og rundvisning med journalist Karin Mette Petersen. Efter hyggeligt samvær over en sandwich blev vi vist rundt i DRs nordjyske filial, og vi kom helt ind bag mixerpulten samt i den rullende reportervogn.

Karin Mette Petersen vandt sidste år en pris for sin dokumentar-udsendelse om kvinden, der mistede livet under en kosmetisk operation. I sit foredrag gav hun os et interessant og engageret indblik i den dybdeborende journalists arbejde – bl.a. fortalte hun om hvordan journalister finder og omgås deres kilder. Det blev også til en snak rundt om bordet om journalistik i det hele taget og det danske sundhedssystem.

Tak til Karin Mette og 25 aktive deltagere for en god og indholdsrig aften! Det eneste, vi havde for lidt af, var tid til fri networking – men dér tager vi revanche ved de næste arrangementer.

.
Der var lagt op til en rigtig hyggelig uformel juleafslutning i Qompetence torsdag
2. december. 15 medlemmer var en tur i pariserhjulet på julemarkedet i Aalborg
- det var KOLDT, men flot - vi var på DOK#1-udstilling på Det gamle Rådhus og afsluttede aftenen med lækker mad på Nordens Folkekøkken.
Her fortalte bestyrelsen en lille smule om forårets arrangementer og så snart detaljerne er på plads, vil de forskellige arrangementer blive lagt ud på hjemmesiden.
Bestyrelsen holder møde 10. januar og har du en ide til et arrangement, er du
meget velkommen til at kontakte os inden.

Qompetence havde en hyggelig & lærerig aften i selskab med centerleder på Friis, Mille Toft Schou. Vi kom bag facaden i byens nye, spændende butikscenter, og
Mille fortalte med et glimt i øjet om sin egen karrierevej, fra nybagt student med designerdrømme til lederjobs hos Arla, Bruuns Galleri i Århus og nu hos Friis i
Aalborg.

Hun indviede os i, hvordan hun selv prøver at balancere tilværelsen mellem karrierejob, arbejdsplads langt væk fra bopælen og små børn. Om hvordan hun har måttet prioritere og vælge fra, og om hvor vigtig hun synes det er at bygge sit liv
op omkring de muligheder, man nu har.
Mille gav os en række vigtige værktøjer for kvindelige ledere, bl.a. at nedbryde tilsyneladende komplekse spørgsmål i mindre problemstillinger og at bruge tavsheden som værktøj i krisesituationer, dvs. at vente på, at modparten tager
ordet, for så vinder man ofte diskussionen. Og så lærte hun os det trick, hun kalder ”far-finten”- et trick, hun tit tager i brug, når hun skal klare sig som ung, blond kvinde i en verden af ældre mænd, som er vant til at have magten. ”Far-finten” handler om at spørge de ældre mænd til råds og dermed smigre dem i deres
faglige forfængelighed – på den måde kan man ifølge Mille manipulere mange
mænd til at bakke sig op i vigtige beslutninger.
.
Efter et underholdende oplæg fra Mille, førte hun an på en tur gennem Friis, hvor vi lærte lidt om stedets indretning og udsmykning og butikkernes placering. Aftenen sluttede med lækker mad og uformel networking på Friis Modern Steakhouse.
Qompetence siger tak til Dorthe Rindbo og de mange deltagere mandag den 11/10 for en motiverende og underholdende aften om overspringshandlinger. Et næsten fyldt auditorium på Utzon Center fik redskaber til at spotte og stoppe overspringshandlingerne og få bedre fokus i arbejdslivet.

Vi grinede og nikkede genkendende, når Dorthe pegede på den ekstra kop kaffe, behovet for at gøre rent bag ved køleskabet eller trangen til at tjekke Facebook (igen) som typiske overspringshandlinger, vi foretager for at udskyde opgaver, som vi viger tilbage for at gå i gang med. Og vi blev klogere, da hun pegede på faktorer som perfektionisme, præstationsangst eller træthed som hindringer for at komme i gang.
.
Dorthe gav os gode redskaber med hjem, så vi kan blive bedre til at tage hul på de vigtige opgaver - f.eks. at bryde opgaver ned i mindre dele, at brainstorme eller sætte stopur på sine processer.
Endnu en givende og spændende aften i Qompetence-regi - og selvfølgelig med masser af networking bagefter, mens vi nød kaffen og den fantastiske udsigt.
Der var fuldt hus til sæsonens første Qompetence-arrangement. På Mortens Kro mødtes 33 veloplagte kvinder til spændende og nærværende foredrag om selvindsigt og arbejde med sjælens skyggesider ved coach Anette Damsgård Pedersen.
Anette viste en film om terapeuten Debbie Fords arbejde med emnet, og der var god tid efterfølgende til diskussion af filmen og emnet. Og så selvfølgelig networking og opdyrkelse af nye forretningsforbindelser.
19. august havde vi samlet omkring 40 kvinder til sæsonstart, og det gik ikke
stille af sig. I den nyåbnede Koncerthaven Marienhaab i Aalborgs midtby underholdt stand up-komiker Elise Patricia med charmerende og provokerende sandheder
om kvindekønnet, og Morten ”Kok” Nielsen fra bl.a. Mortens Kro forkælede vores smagsløg med lækre tapas.
Bestyrelsen præsenterede efterårets sæsonprogram, der bl.a. byder på workshop
i effektiv tidsplanlægning ved den landskendte coach Dorthe Rindbo, rundvisning
på Friis ved shoppingcenterets kvindelige leder Mille Toft Schou og et besøg bag facaden i Aalborg Kongres- & Kultur Center.
Certificeret coach Anette Damsgård Pedersen fortalte lidt om, hvad der skal ske på det første arrangement i efteråret, der handler om menneskers forhold til deres skyggesider og om, hvordan vi lærer at bruge denne viden konstruktivt.

Læs artiklen i Midt-Vest avis her.
Sikke en "hårrejsende" afslutning på forårets program i Qompetence - i hvert fald,
da vi tog en tur med Rib-It båden på Limfjorden! Vejret var i den grad med os, 23 grader og havblik - eller hedder det fjordblik? Vi drønede vestpå, godt hjulpet af
600 hestekræfter og det var bare om at holde på hat og briller, for der var sus i skørter og alt muligt andet. Vi tog den hurtige genvej syd om Egholm til Aalborg Lufthavn og vel tilbage i havnen fik vi et vue over den nye havnefront, inden vi
lagde til ved Den Fede Ælling. Her fik vi plads på øverste parket, hvor vi indtog en supersalat, noget at drikke og en lækker flødebolle til dessert, mens bestyrelsen fortalte om Qompetences arrangementer i efteråret. En fed afslutning på forårets sæson i Qompetence - på en dejlig nordjysk sommeraften!

Det blev en kreativ og hyggelig aften, da Qompetence var på besøg hos glasmager og kunstterapeut Lone Hagedorn i Den Gamle Skole i Øster Uttrup. Vi fik en rundtur
i de hyggelige lokaler, hørte lidt om hvordan Lone kom i gang som selvstændig,
hvad det betyder for hende og lidt om hendes fremtidsplaner. Og så var det ellers
tid til leg med glasstumperne - vi lærte nye udtryk som "fusing" og "slumping", fik skåret og klistret og var noget så kreative. At arbejde med glas er mere omstændigt end man lige regner med og mon ikke de fleste af deltagerne nu har en bedre forståelse af, hvor meget tid en glasmager bruger på hvert enkelt stykke glaskunst? Vores ting kunne vi først hente en uges tid senere, da Lone jo lige skulle brænde hele molevitten i den store ovn - og man var jo lidt spændt på, om det færdige resultat nu også kom til at ligne det, man havde tænkt sig. Det gik helt fint!

Gitte Lacarriere og Lene Høg er begge iværksættere og begge aktive i Qompetences bestyrelse. Torsdag den 25. marts delte de ud af deres erfaringer til en interesseret skare på Søgaards Bryghus. Gitte fortalte fængende om sit indretningsfirma Neovibra og indviede os i sit karriereforløb, der startede i London og har taget fart idag med både boligindretning og re-design af møbler.
Lene gav et inspirerende indblik i planlægningen af Aalborgs nye lyrikfestival, 9000 ORD, som hun er initiativtager til og tovholder på. Hun gav os også smagsprøver på de indslag, festivalen i april ville byde på.

Med aftenens oplæg af musikterapeut Karin Schou fik de fremmødte på Søgaards Bryghus at vide, hvordan musik fysisk påvirker kroppen, og hvordan beroligende musik kan reducere stress. Karin Schou er musikterapeut, phd, og har bl.a. forsket i hvordan musikterapi kan bruges mod stress hos patienter før og efter en større operation. Ved at høre forskellige musikeksempler fik vi indsigt i, hvorfor der ikke findes én slags musik, der virker for alle mennesker.
Vi fik endvidere idéer og redskaber til, hvad man kan gøre i sin egen hverdag og hvordan man med musik kan give sig selv en pause i og efter arbejdet.
Onsdag den 18/11 var Global Entrepreneurship Day med særligt fokus på selvstændige kvinder. Det blev markeret af Qompetence på Søgaards Bryghus med
et forrygende arrangement, hvor både iværksættergejsten og købelysten blev næret.
28 kvinder startede med at nyde en lækker anretning fra Søgaards køkken i hinandens gode selskab. Og så gik direktør Jette Rasmussen fra Infolink Kurser ellers i gang med en peptalk om kvinders muligheder og udfordringer som iværksættere.
Jettes indlæg som den erfarne forretningskvinde blev fint modsvaret af Trine Tveen Nielsen fra Grafikkeriet. Trine er relativt nystartet som iværksætter og fortalte medrivende om, hvordan hun har sagt gode og sikre jobs op for at følge sine drømme om faglig udvikling og selvbestemmelse. Trine viste også eksempler på
de alsidige opgaver, hun løser i sin virksomhed.
Da det nu var et rigtigt kvindearrangement i et vaskeægte kvindenetværk, ja så havde Qompetence også et modeshow på programmet. Gitte Lelievre fra modebutikken Lelievre i Pandrup viste sammen med sine dygtige modeller lækkert fransk tøj til både hverdag og fest. Tøjet i Gittes butik er specialimporteret fra Paris, og flere af mærkerne forhandles kun i butikken i Pandrup.
